Sådan prissætter du dine plader

At vurdere værdien af en plade kan være en hel videnskab i sig selv. Men her er nogle nyttige tips!

Det at vurdere værdien af en plade – ny som brugt – er ikke altid lige til. Teoretisk er en vare jo det værd, som nogen vil betale for den. I praksis er det bare ikke altid så simpelt. Der er dog nogle ting som man altid skal overveje – Og nogle websites der kan være nyttige!

Pladens udgave

Først og fremmest må du finde ud af, hvad det faktisk er du sælger. Det betyder ikke kun at finde ud af hvem der er kunstneren, og hvad albummet hedder, men også hvilken stand coveret og selve vinylen er i, samt hvilken udgave af albummet der er tale om.

Oftest er et album udgivet i et hav af udgaver og versioner, og dette gælder specielt for gamle udgivelser. Det behøver ikke kun være et spørgmål om medie, for nogle albums kan være udgivet med forskellige covers, i forskellig vinyl vægtklasse (150 gram, 180 gram, 200 gram…), i dobbelte udgaver og så videre. Typisk har de ældste udgaver en højere værdi end nyere udgaver, men man må også huske at de store bands fra 70’erne solgte millioner og atter millioner af albums, hvorved ældre udgaver af et album altså ikke ligefrem er sjældent. Det tekniske udtryk for det første optryk af en plade er typisk first press eller first pressing.

Der kan være så mange aspekter i udgaven der vægter mere eller mindre tungt i vurderingen. Generelt gælder det, at jo færre der er lavet af en udgave, jo mere er den værd. Dette er dog ikke alpha og omega, da totalt ukendte bands jo oftest også kun udgiver i små oplag, og deres plader holder ikke nødvendigvis nogen værdi fordi der simpelthen ikke er efterspørgsel på deres musik.

At finde frem til hvilken udgave der er tale om er ikke altid lige nemt, da meget få rent faktisk skriver det på pladen. Derfor kan man være nødsaget til at kigge efter diverse kendetegn som kan hjælpe en på vej. Hjemmesiden www.discogs.com er et online katalog, hvis mål er at katalogisere ALLE musik udgivelser nogensinde. Der er stadig huller, men det er den klart største ressource på internettet i den henseende. På Discogs kan du så søge efter albummet, scrolle ned på siden når du har fundet det, og så finde din udgave efter katalognummer, udgiver og udgivelsesår. Inder på hver enkelt udgave kan du så se yderligere kendetegn som MATRIX koder (teksten der er indgraveret rundt om centerlabelen på selve vinylen) eller andre særlige ting der skiller sig ud.

Matrix runout på en vinyl – et vigtigt identifikationsværktøj!

Pladens stand

Når du har fundet ud af hvilken udgave der er tale om skal du finde ud af hvilken stand din plade er i. Her gør man det op i omslagets stand og mediets stand og markerer det eksempelvis NM/G+ hvis mediet er i rigtig god stand, men coveret har set bedre tider. Mediet står altid først. Igen er Discogs en god ressource, da deres system (også kaldet Goldmine Standard) efterhånden er blevet en form for standard inden for vurdering af stand på musik.

Standkoderne er som følge:

Mint (M)

Perfekt på alle måder. ALDRIG afspillet, som regel stadig i uåbnet folie. Bruges meget sjældent, da uåbnet folie ikke nødvendigvis er det samme som en Mint vurdering.

Near Mint (NM eller M-)

Meget tæt på perfekt. Som regel aldrig afspillet, eller måske kun én gang. Mediet afspiller PERFEKT uden nogen former for knas, og coveret ser totalt ubrugt ud – Det vil sige ingen folder, ridser, fingeraftryk eller lignende.

Very Good Plus (VG+)

En udbredt vurdering af plader som er i rigtig god stand. VG+ plader skal afspille upåklageligt, men må godt have lidt tegn på brug. Det vil sige, at både plade og cover godt kan have meget lette brugstegn.

Very Good (VG)

VG minder en del om VG+, men typisk med mere slid. Ofte vil det eksempelvis være, at der er en smule støj på vinylen under afspilning, og sliddet på coveret kan være mere udtalt end ved VG+.

Good Plus (G+)

En G+ plade skal kunne spilles fra ende til anden uden at nålen hopper. Dog kan der være noget støj, og visuelt kan cover og plade have diverse misfarvninger og generelt slid.

Good (G)

G er meget det samme som ved G+, men her er tape, håndskrift, påsatte klistermærker, seam splits og lignende mere udbredte.

Fair (F)

En plade i Fair stand kan til nød spilles, men ikke uden masser af støj og klik. Coveret vil have håndskrift, klistermærker, seam splits og masser af slid.

Poor (P)

Poor stand viser, at en plade under ingen omstændigheder kan spilles igennem. Coveret vil være iturevet og ekstremt slidt.

Selve vurderingen

Nu har du fundet ud af hvilken udgivelse det er, og hvad standen er. Selve vurderingen er naturligvis altid et skøn, og

Screenshot fra Discogs, som viser en split udgivelse med Ash Borer og Fell Voices

der vil altid være plader som på papiret burde være mere eller mindre værd end antaget. Derfor kræver det selvfølgelig en vis routine at blive god til at vurdere en plades værdi. Men med de ovenstående værktøjer gør man det nemmere at komme med et skøn.

De to bedste værktøjer til at vurdere prisen herefter er at kigge på sider som Discogs og specielt popsike.com. Popsike er en database, som indsamler information fra gennemførte auktioner – f.eks. på eBay – og kan derfor ofte give et meget konkret skøn på, hvad en plade er værd. Kan du eksempelvis finde et opslag på din plade som er solgt til en vis pris kan du bruge dette som basis for din pris. Er din egen plade så i dårligere stand, eller er en mere udbredt udgave, kan du rette prisen til herefter. På Discogs kan du ligeledes se, hvad andre har udbudt en udgave af en plade til, men ofte vil der være listet mange plader til salg til en pris som de aldrig vil blive solgt til. Derfor skal Discogs priser også tages med et gran salt, og man bør som regel sætte priserne lidt lavere end de er listet til her.

Link til Popsike

Link til Discogs

 

Den korte version

  1. Find den specifikke udgave af vinylen på Discogs
  2. Vurdér standen på pladen
  3. Tjek Popsike og Discogs for tilsvarende udgaver af pladen
  4. Prissæt din plade lidt kritisk i forhold til disse parametre

Nu er du godt klædt på til selv at vurdere værdien af dine plader! Hvis det kniber lidt, så kom med dit bedste skøn og så kan du altid gå videre derfra. Det er noget man hurtigt bliver bedre til!

Hvis du vil sælge dine plader gennem ReSpin hjælper vi gerne med prissætningen af pladerne. Her er prisen 1 krone per plade for prissætning. Så sørger vi for, at sætte en pris på som giver mening for dig og for potentielle købere, så du kan få dine plader solgt til den bedste pris.